Ekkoer fra dengang...og en sang om Europa
4. maj 1945
Som mange andre i min generation voksede jeg op i skyggen af 2. verdenskrig og ekkoerne deraf. Selvom jeg er født i 1942, starter "min tid" den 4. maj 1945 om aftenen.
På det tidspunkt havde Danmark været besat af Nazi-Tyskland i over fem år.
I dette øjeblik meddeles det .....
Johannes G. Sørensen. Kilde: Rønne Byarkiv.
Den 4. maj 1945 ca. kl. 20:30 lyttede mange danskere til BBC's nyhedsudsendelse fra London.
Alle vidste, at krigens afslutning var nær.
Udsendelsen blev indledt med fire paukeslag, tre korte og et langt, indledningen til "Skæbnesym-fonien", men også morsekode for bogstavet "V"= Victory. Gentaget tre gange: "VVV" betød: "Vi Vil Vinde".
(Der er en humoristisk forklaring på "VVV"'et: læs her.)
Derefter fulgte "Prins Jørgens March", der blev den musikalske overskrift på Besættelsestiden og på denne særlige aften.
Man hørte den danske nyhedsoplæser Johannes G. Sørensen fortælle om de sidste dage af krigens gang; om Nordtysklands snarlige sammenbrud; om at vest- og østallierede styrker havde kontakt med hinanden, og at Hitlers efterfølger som rigspræsident, storadmiral Dönitz, havde forhandlet med repræsentanter for de tyske besættelsesstyrker i Danmark og Norge om den fremtidige kurs; om ubekræftede rygter om landsætninger, om kampe mellem tyske soldater i Storkøbenhavn foran de tyske kaserner; om tyske soldater i indbyrdes kamp med hinanden.
I baggrunden af udsendelsen hørte man den syngende lyd af de tyske støjsendere.
Sådan lød det::
Det var det! Fem års tysk besættelse var slut. Fem år med udgangsforbud og mørklægning var forbi. Folk løb ud på gaden og jublede; man flåede mørklægningsgardinerne fra vinduerne og stillede levende lys i vundueskarmen, så lyset kunne skinne ud på de gader, der havde ligget mørke hen i fem år. Nogle af os gør det stadigvæk. Selvom vi ikke oplevede den aften, blev den en del af vores erindring og vores historie.
"... denne aften, den største aften for Jer derhjemme..." havde Johs. G. Sørensen sagt fra London.
Senere har jeg ønsket, at jeg havde været gammel nok til at kunne huske den aften og de følgende dage.
Den 5. maj om morgenen ringede alle landets kirkeklokker i en time. En dansk forfatter, Niels E. Nielsen, skrev: "Men ringerne holdt ikke op igen. De trak i rebene samtidig over tusind sogne. Og uden varsel var det, som skubbedes landet en tomme under foden. Intet ville mere blive helt som før.".
Min lærerinde i Keldby Skole på Møn; frk. Madsen, syntes, at den officielle befrielsessang, "En vinter lang og mørk og hård på fem forbandede år..." var lidt for bastant.
Så hun lærte os sangen "En lærke letted og tusind fulgte ..." som følger herunder.
Man lærer "Ikke for skolen, men for livet ..." blev der sagt i gamle dage. Derfor lærte vi mange ting, som vi ikke forstod meningen med, at vi skulle lære på det tidspunkt, hvor vi lærte det. Det gælder også "En lærke letted ...". Så selvom jeg ikke kan sangen udenad, har jeg husket den hele livet.
Vil du se teksten i printbar form, klik her: Klik
5. maj 1945. En lærke letted .....
Den sidste turist i Europa
Den sidste turist i Europa
Jeg er kommet for at møde mit Europa
og den gamle verden, som engang var min.
Jeg er kommet for at se, om det er sandhed,
at den nu kun er en rygende ruin.
Jeg var længe borte - alt for længe borte -
fra det fjerne kun jeg hørte brag og skrig,
jeg vil ikke tro, at alt nu er ruiner,
kun en gold arena for den næste krig.
Jeg er den sidste turist i Europa,
jeg tynges hverken af guld eller spleen,
men jeg må se, jeg må vide,
om Europa overho'det kan leve efter kri'en.
De, der før rejste af lyst eller lede -
bli'r borte nu, de søger andetsteds hen.
Jeg er den sidste turist i Europa,
jeg er kommet for at møde det igen.
Jeg har genset Goethes digterhus i Weimar,
drukket tusind rosers dufte i Eutin,
og et halvt forkullet bind af 'Buch der Lieder'
fandt jeg under et teater i Berlin.
Jeg har drømt i Dresdens små rokokogader
og det gamle Liibecks brogede gotik,
og et sted i Leipzigs nærhed vil jeg høre
fra en landsbyskole Beethovens musik.
Jeg har et ærinde overalt i Europa,
hvor kærligheden har lidt et forlis
til Pere-Lachaise, hvor en stenkiste gemmer
støvet af Abelard og Heloise.
Og mellem Parthenons doriske søjler
Pall as Athene med spydet i hånd
giver mig mod til at møde min skæbne
i den ranke, sokratiske ånd.
Jeg vil hilse alle Frankrigs katedraler,
smile sødt til en hyrdinde af Chardin,
møde Rembrandt mellem Amsterdams kanaler
og begrave mig i bøger i Louvain.
Jeg vil høre lærken synge over Norden
alle frie sjæles jublende motiv,
for at føle, at trods alt, hvad vi har mistet:
Under asken vil der vågne et liv!
Fordi du er som fugl Fønix, Europa!
Lad dem kun brænde dig og skænde din sjæl -
der vil dog altid spire nye, unge blomster
om din splintrede søjlekapitæl.
Jeg var den sidste turist i Europa,
der veg forfærdet for våbnenes gny -
jeg er den første turist i Europa,
når det rejser sig af asken på ny!
Den sidste turist i Europa
Lulu Ziegler. Arkivfoto: YouTube.com.
I min barndom sidst i 1940'erne og starten af 1950'erne blev denne sang ofte spillet i radioens ønskeprogram, Giro 413:
(Obs! en video med sangen ligger i bunden af dette afsnit).
Og jeg søger i det blødende Europa
efter det, jeg drømte om i mit eksil:
Kunstens evige og farverige blomster
og de stille lærdes gammelkloge smil.
I en gyldenkuplet kirke i Warszawa,
vil jeg tænde lampen under et ikon,
og en aften vil jeg vandre i Venedig
for at møde Tizian ved Rialtobroen.
Jeg er den sidste turist i Europa.
Og som en hvileløs flakker jeg om -
Jeg vil til Wien for at mødes med Mozart,
jeg vil kæle for Rafael i Rom.
Jeg vil til London - til Stratford on Avon,
jeg vil se Antwerpen, Brughes og Bruxelles,
og som den sidste turist i Europa,
se Paris i solnedgang fra Tour d'Eiffel.
Sangen blev sunget første gang i 1948 af sangerinden Lulu Ziegler på den revy-scene, der hed "Riddersalen". Melodien var af Henrik Blichmann og teksten af Mogens Dam.
Jeg vil tro, at alle i min generation kan huske denne sang og den stemning, den afspejlede. Stemningen efter den store europæiske katastrofe, som 2. verdenskrig havde været. Og håbet om, at Europa, "den gamle verden", "mit Europa", som efter så mange års krig var endt som "en rygende ruin" nu endelig kunne blive et helt Europa, der "rejser sig af asken på ny".
Det kom til at tage længere tid, end man troede dengang på grund af Jerntæppet og Den kolde krig. Europa blev delt i øst og vest; vi blev til "dem" og "os". Vi blev vænnet af med at tænke europæisk. Det har taget tid, før Europa blev helt igen.
Desuden udtrykker sangen også en følelse af at være "europæer", en europæisk identitet; sangen taler om "mit Europa".
Sådan kunne man tænke i 1948, og det kommer vi til igen.
Kilde: http://www.festabc.dk/1/den-sidste-turist-i-europa.
Læs om Lulu Ziegler på Wikipedia, klik Her .
Her kommer sangen, sådan som jeg husker den:
We'll Meet again
Vera Lynn
BBC's kortbølgeudsendelser fra London til de besatte europæiske lande var en opmuntrende forbindelse til den frie verden uden for. Her er en af stemmerne fra dengang:
Det er vist meget længe siden.
Men ekkoet er der endnu.
England
Kilde: Wikipedia
Gennem den tyske besættelse af Danmark modtog vi hjælp og nyheder fra England. Også Frihedsbudskabet kom fra BBC i London, hvis kortbølgeudsendelser til de besatte europæiske lande var en stemme fra det land, der stadig var frit. Vores fædrelandsfølelse kom en lille smule til også at omfatte England.
Den 8. september 2022 døde dronning Elisabeth II og afsluttede en tidsalder. I hendes tid blev Imperiet afviklet. Hun var dronning i en turbulent periode i Europas historie. Europa blev delt af den kolde krig, men blev helt igen. England blev en del af EU og forlod det igen. Også den engelske kongefamilie gik gennem en dramatisk periode.
Elisabeth II besteg den britiske trone 6. februar 1952, da jeg selv var ni år gammel; den unge smukke engelske dronning optrådte i mange billedreportager dengang; hun blev en del af baggrunden i tiden. Hun startede med at være dronning over 32 selvstændige stater; ved hendes død var tallet 15; nåede at hilse på 15 premierministre, 13 amerikanske præsidenter, fem paver og utallige statsoverhoveder. Men forblev i 70 år en gennemgående, uforanderlig og uforstyrrelig baggrundsfigur i "min tid". Måske af og til lidt for uforstyrrelig efter nogens mening.Hun blev også en europæisk figur.
Vore dages Danmark og England står på skuldrene af det Europa, der foldede sig ud igen efter krigen.
England var det første land, der stod fast overfor Nazi-Tyskland. Så man kunne være opmarch-område for invasionen i Normandiet d. 6. juni 1944. Således at Europa kunne blive befriet fra nazismen. Lidt trist at en del englændere ikke længere vil være en del af Europa.
When the Lights Go on Again all over the World ...
"..... and the Ships will Sail Again all over the World ....." Sådan kunne man drømme i 1945, da der endelig var fred i hele verden. Man forudså ikke "den kolde krig".
Det her blev nok en lovlig lang tur ned ad "Memory Lane", som det hedder. Men jeg kan ikke lade være med at lade Vera Lynn slutte af.
Lulu Ziegler sang om at bllive " .....den første turist i Europa, når det rejser sig af asken på ny". Og Vera Lynn sang om, hvordan lysene blev tændt igen over hele verden, og man kunne tro på, at det fredelige liv kunne begynde. Sådan som det skete i Danmark om aftenen den 4. maj 1945, hvor "min tid" begynder.
Derefter kom en meget lang pause i oplæsningen, hvor mange holdt vejret. Nogle af de mennesker, som huskede denne aften, påstod senere, at de vidste, at nu kom det. Det gjorde de næppe.
Men det gjorde det, da Johannes G. Sørensen kl. 20:36 vendte tilbage til mikrofonen med det budskab og den sætning, der blev et ekko fra denne forårsaften i Danmarkshistorien, "I dette øjeblik meddeles det", sagde han:
”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.
Efter nok en lille pause:
Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”
Vera Lynn, "The Forces' Sweetheart", en af stemmerne fra dengang, døde 18. juni 2020, 103 år gammel. Så længe holdt hun "min tid" i live.
Min far havde en plade med hendes sange, som ofte blev spillet i mit barndomshjem, også i radioens ønskeprogram, Giro 413.
Den ledsagende sang "Time To Say Goodbye" passer ikke ind i det musikalske tidsbillede, jeg har sat sammen ovenover. Den er ikke et "ekko fra dengang". Men sammen med billekavalkaden bliver den - set fra i dag - overskriften på et afsnit om det, jeg har valgt at kalde for "min tid".
Visse personer har svært ved at sætte punktum. Da Elisabeth II døde, mens jeg lavede dette afsnit, kommer her en kavalkade over hendes liv.
Kik på billederne, nogle af os vil komme til at tænke på, hvordan tiden er gået.
Time To Say Goodbye ...
Der er fremstillet andre hyldestvideoer til Elisabeth II. I et klip fra hendes senere leveår slutter hun med at sige:
We Will be With our Friends Again; We Will be With our Families Again, We Wll Meet Again.