Fangerne fra Stutthof

"Prammen" i Klintholm Havn.

Østpreussen var blevet omringet allerede d. 23. januar 1945.

Baggrunden

Hermine Koschmieder blev født d. 13. november 1925 i den gamle tyske by, der engang hed Danzig.

Ankomst og modtagelse i Klintholm Havn på Møn

2. Leo Købmann blev anholdt af tyskerne i 1944 men røbede, trods tortur, ikke navne på modstandsfolk på Møn, selvom han kendte dem, heriblandt lægen og baronen.

Min far, Ejner Lundstrøm Nielsen, var leder af den første gruppe modstandsfolk, der kom til Klintholm den 5. maj om morgenen.

De var sendt afsted for at anholde en kvindelig stikker i Klintholm, men da de så de forhutlede flygtninge på prammen fik de i stedet sat den hjælpeaktion i gang, som reddede alle på nær 15. Som tak for indsatsen blev han sammen med dr. Fenger, baron Rosenkrantz, Bruno Christensen (BBC) og redaktør Gert Munch inviteret til Polen en uge."

(Modtaget af Johannes Lundstrøm 13. februar 2022).

Behandling

Under ledelse af to praktiserende læger, min fars forældres huslæge, dr. Fenger, og min families huslæge, dr. Mortensen, blev et midlertidigt hospital blev indrettet i det tidligere Klintholm Søbad, der indtil Befrielsen var blevet brugt til indkvartering af tyske soldater.

   Blandt de tidligere fanger befandt sig en czekisk sygeplejerske, Hilde Novachowa (se billedet), som tidligere havde været fange i Ausschwitz. Hun talte alle de sprog, der blev talt af de tidligere fanger og kendte de sygdomme, man kunne pådrage sig i en koncsntrationslejr. Hun blev på stedet gjort til oversygeplejerske på det improviserede hospital.  

  Læs dr. Fengers beskrivelse af lægebehandlingen.  

Lægebehandling

                        Den første læge, som - sammen med sin hustru -  ankom til Klintholm Havn, var mine bedsteforældres praktiserende læge, Rasmus J. Fenger, der havde en form for aftale med den lokale modstandsbevægelse om at stå til dens rådighed. Kort efter ankom fra Stege Dr. Bendt V. Mortensen (min families huslæge) og hans hustru, Helene Mortensen, som var formand for lokalafdelingen af Røde Kors. Mortensens dannede på stedet sammen med dr. Fenger og baron Rosenkrantz fra Liselund som repræsentant for Modstandsbevægelsen, en komite for at skaffe hjælp til folkene i prammen.

                 Sygdomme som dysenteri, tyfus, tuberkulose rådede blandt fangerne; dertil kom følgerne af underernæring. Alle havde lopper.
                  I Møns Folkeblad d. 7. maj 1945 udtalte dr. Fenger, at man under normale omstændigheder ville have indlagt samtlige prammens ombordværende, og at de ville kunne fylde Stege Sygehus i to år! Så galt gik det dog ikke; men det kunne man ikke vide på forhånd.

De tidligere fanger blev interneret i forsamlingshusene "Slotshøj" nær mit barndomshjem, og "Høje Møn længere østpå.

                Den 3. januar 1946 fortæller Møns Folkeblad, at ca. 100 af de internerede er afrejst. Den 18. marts 1946 skriver flere aviser om genindvielse af det ny-restaurerede "Høje Møn" forsamlingshus..

Lokale hjælpere

I sin beretning fortæller dr. Fenger, hvorledes sygeplejerskerne Frk. Bigler fra Stege, Frk. Sønderskov fra Borre og Fru Jensen fra Magleby mødte som frivillige. Fru Jensen, se billedet, blev elev i 1933 og kom i 1939 til Magleby som vikar for hjemmesygeplejersken og kørte Østmøn tyndt på cykel under krigen. I 1946 flyttede familien til Stege, hvor hun blev sygeplejerske på Stege Sygehus og var i mange år.

Dette fortæller hendes datter, Muriel, som husker, hvordan hendes mor fortalte om det forfærdelige syn, der mødte hende og andre på Prammen; derfor talte hun så positivt og meget om Niels Rosenkrans, dr. Fenger og dr. Mortensen.

Muriel Nilsson har stillet portrættet af sin mor til rådighed for dette afsnit.

Hjælpere blandt fangerne

           Den czekiske søster Hilda var ikke den eneste behandlerperson blandt de tidligere fanger.       

           I sin beskrivelse af lazarettet på Klintholm Søbad fortæller dr. Fenger, at gangpigerne var polske og russiske. Blandt dem var den polske sygeplejerske Stefani, som her ses foran Klintholm Søbad.

           Billedet er modtaget af Muriel Nilsson, datter af sygeplejerske fru Jensen, Magleby.

Glimt af erindring

Selv har jeg stort set ingen erindring om disse begivenheder.

Den eneste erindring, jeg selv har, er kun et lille glimt, som jeg har beskrevet her: En barndomserindring  .

Dertil kommer, hvad jeg selv har fået fortalt: Mønske erindringer  .

De øvrige pramme

 Der var fire transporter med Stutthof-fanger, der afsejlede fra bugten ved Danzig. Hvad blev der af de tre andre? Én forsvandt undervejs som tidligere fortalt og én nåede ad omveje til Klintholm Havn på Møn. 

De to sidste nåede natten mellem d. 2. og d. 3. maj 1945 frem til bugten ud for byen Neustadt i Holsten. Her havde tyskerne stuvet et stort antal KZ-fanger, ikke mindst fanger fra Neuengamme-lejren, om bord på nogle skibe, der lå opankret i bugten, derunder et stort krydstogtskib, ”Cap Arcona”, søsat i 1927 og opkaldt efter Tysklands og Rügens nordligste punkt.

Der var også danske Stutthof-fanger med på de pramme, der ankom til Neustadt. Én af dem, Hans Christian Staub fra Fredericia, fortæller, hvordan man var fortsat fra Rügen til Stralsund, herfra d. 1. maj til Warnemünde, hvorfra man uden at kunne proviantere var fortsat langs med Østersøkysten til Travemünde og endelig var ankret op i Lübecker bugten. Her oplevede han, at et stort skib sprang i luften. Det store skib var formodentlig ”Cap Arcona”, der sammen med to andre skibe samme dag blev angrebet og sænket af det britiske Royal Air Force, RAF.       
Læs Hans Christian Staubs beretning . Se beretningens tyske tekst
her.

Angrebet

Den 3. maj 1945 kl. 1945 kl.2 om eftermiddagen fløj de engelske Typhoon-jagere ind over bugten. I farten så piloterne ikke de jublende fanger, som begejstret vinkede af de fly, som de måtte tro var deres befriere. Da man desuden kom under beskydning af antiluftskyts fra ét af flygtningeskibene, oplevede man ingen tegn på overgivelse, men bombede skibene. Krydstogtsskibet Cap Arcona og damperen Thielbek blev skudt i brand af raketter og sank. 

8.000 mennesker mistede livet, SS’ere, besætningsmedlemmer, men først og fremmest 7.148 tidligere fanger fra koncentrationslejren Neuengamme ved Hamburg. De havde troet, at friheden stod for døren nu, hvor krigen var forbi. De ventede på at blive befriet af englænderne. Også damperen Deutschland, der ikke havde flygtninge/fanger om bord blev sænket. Besætningen kunne ikke reddes. Det vides ikke, om der var Stutthof-fanger og i givet fald hvor mange om bord på de sænkede skibe. 

På dette tidspunkt havde Cap Arcona nået at evakuere 25.795 mennesker.   

Senere samme dag kl. 4 om eftermiddagen nåede engelske landstyrker frem til havnen og opdagede tragedien. Den engelske kommandant lod afholde en mindehøjtidelighed på kysten ud for de sænkede skibe. 
                Så måske var det dem, der nåede frem til Møn, der var de heldige.
Se
Billeder fra Prammen  .

Afslutning - "Stunde Null".

                  Indtil krigsafslutningen fortsatte den enorme evakuering af tyskere på flugt over Østersøen. Den 14. maj 1945 ankom det allersidste flygtningeskib til Flensborgs havn.

                1.081 skibe, herunder 672 handelsskibe og 409 krigsskibe, havde på dette tidspunkt bragt 2.401.367 mennesker i sikkerhed for de fremrykkende sovjetiske styrker.    

                 Halvøen Hela ud for Danzig betegnes som Tysklands Dunkirk, og den tyske pige Hermine Koschmieder  blev evakueret herfra. Alene fra Hela blev der evakueret 495.810 mennesker.

                         Den 8. maj 1945 afsejlede det sidste skib fra Hela. Natten mellem d. 8. og 9. maj 1945 kl. 0:00 kapitulerede de tyske hærstyrker betingelsesløst på alle fronter. Tyskerne selv kalder tidspunktet "Stunde Null", nultimen.

               Inden sit selvmord i Førerbunkeren havde Adolf Hitler udnævnt storadmiral Karl Dönitz som sin efterfølger som rigspræsident. I en kort periode på ca. tre uger regerede Dönitz fra Flensburg over resterne af det sammenbrudte Tyskland.

                  D. 23. maj 1945 blev Dönitz og hans regering arresteret af sejrsmagterne. Hermed ophørte Hitlers 3. rige med at eksistere. Også Tyskland ophørte med at eksistere som stat og blev delt mellem sejrsmagterne. Og skulle nu genopbygges som nation. Også på den måde var det "Stunde Null".   

De fordrevne

                     "Min fødeby hed dengang Danzig" skrev Hermine Koschmieder i sin erindringsbog.     

                  Hermines fødeby, der engang hed Danzig, er i dag polsk og hedder Gdansk. 

               

Her er jeg fotograferet mellem to tidligere soldater i den sovjetiske hær. De havde været fanger i koncentrationslejren Stutthof og havnede den 5. maj 1945 på Møn. (Foto: Christian Christiansen).

Billedet er medtaget, fordi det har berøring med en udløber af 2. verdenskrig, der også kom til Møn, historien om "Prammen".

Om morgenen den 5. maj 1945 blev en synkefærdig flodpram bugseret ind til fiskerihavnen Klintholm på Østmøn. Ombord befandt sig 345 fanger fra koncentrationslejren Stutthof i den daværende fristad Danzig, der sammen med Østpreussen var blevet omringet af den sovjetiske hær.

Tallet på de ombordværende kan variere; andre kilder taler om 380 personer; det kan være et spørgsmål, om man tæller allerede afdøde personer med.    

De 345 Stutthof-fanger havde været under bugsering i mange dage, og ifølge nogle beretninger skulle de have været sænket på dybt vand i Østersøen. Nu kom de i stedet til Møn.

Læs historien bag billedet øverst på siden i en personlig erindring , klik her .

                         Koncentrationslejren Stutthof lå på Fristaden Danzigs område nær grænsen til Østpreussen. I krigens sidste måneder påbød en ordre fra Heinrich Himmler, øverste chef for SS, at ingen koncentrationslejrfange levende måtte falde i de allierede magters hænder.

                Se et eksempel på Himmlers  forholdsordre her: Dokumentation .

                     Den 18. marts nåede sovjetiske styrker Østersø-kysten vest for Danzig, der foruden Pommeren, Nedre Schlesien, Vest- og Østpreusen blev afskåret fra det øvrige Tyskland. Evakuering over land var ikke længere muligt. Der var nu kun én flugtvej tilbage: Østersøen.

   I krigens sidste måneder, mens deres nation brød sammen omkring dem, iværksatte tyskerne en enorm evakuering over Østersøen af mennesker på flugt for de fremrykkende sovjetiske styrker.    

         Allerede i januar måned 1945 havde man prøvet at evakuere Stutthof. I kreaturvogne blev fangerne kørt mod Danzig, hvorfra de skulle have afsejlet vestpå med et stort passagerskib. Men transporten blev forsinket af angribende sovjetiske fly, og da fangerne endelige nåede Danzig, var det store skib sejlet, og de blev beordret tilbage til Stutthof.    

                    Skuffelsen blandt fangerne havde været stor, men senere forstod de, at de havde været heldige. Det store skib hed Wilhelm Gustloff, og den 30. januar blev det torpederet af en sovjetisk U-båd og sank. Mindst 5.438 mennesker mistede livet, herunder ca. 3.000 børn. Kun 838 blev reddet af tyske marinefartøjer. De tyske myndigheder havde opgivet at holde tal på dem, der gik om bord, efter de første 5000. Antallet af ombordværende og omkomne har muligvis været meget større. 

                       I april 1945 kom en evakuering af Stutthof igen på tale. Der befandt sig på dette tidspunkt ca. 4.500 fanger i lejren. Den 25. april forlod man igen Stutthof.  

                      Kun knap 3.300 blev berørt af evakueringen, da flere af de indsatte enten var døde eller undsluppet. Man blev transporteret til Nickelswalde ved Weichsel-flodens udmunding. Med et landgangsfartøj, oprindeligt bygget med tanke på en invasion af England, blev man sejlet til halvøen Hela ud for Danzig-bugten, hvor de ca. 3300 fanger blev beordret ombord i fire flodpramme, der ikke var bygget til havsejlads. Under hele turen måtte man flere gange søge ly for angribende sovjetiske fly.

         Den 28. april afsejlede man og nåede dagen efter Sanitz på den nordøstlige del af Rügen. Her lå i øvrigt i gammel tid en vendisk borg, Arkona, som i 1168 blev erobret af Valdemar den Store og biskop Absalon. Rügens, og Tysklands nordligste spids hedder Kap Arkona.

  Efter afsejling fra Sanitz, blev konvojen splittet af høj søgang, Og en slæbebåd blev udsat for luftangreb. En af flodprammene brød i brand; de personer, som befandt sig på prammens dæk, undslap, blev bragt ind til kysten og kom senere i Svensk Røde Kors` varetægt.

               Yderligere én af flodprammene med ca. 500 personer om bord gik på grund i det lave vand ved øen Greifswalder Oie øst for Rügen, hvor prammen var ved at bryde sammen.

              Den 30. april blev de ombordværende sejlet ind til Lauterbach på sydkysten af Rügen. Derfra afsejlede de i en ny pram trukket af slæbebåden Danzig under kommando af en Oberleutnant Paulo og med et marinefartøj som eskorte. Undervejs sprang prammen læk, og de befalingshavende på slæbebåden og marinefartøjet besluttede at bringe prammen ind til Klintholm Havn på Møn med de 345 ombordværende koncentrationslejrfanger.

Hermine Koschmieder

                            Det var ikke kun krigsfanger, der sad i Stutthof. Det var også tyske medlemmer af Jehovas vidner, der også blev forfulgt af nazisterne. Deriblandt den 19-årige Hermine Koschmieder, som var med på den pram, der kom til Møn.

                 Mange år senere fortalte hun derom i bogen ”Med glæden i behold”. Her fortæller hun om transporterne ud til udskibningshavnen, hvor de hele tiden måtte søge ly for beskydning fra sovjetiske fly. Om hvordan jorden på halvøen Hela ”skælvede og gyngede som budding” på grund af de ustandselige sovjetiske bombardementer. Ved afrejsen fra Stutthof havde de hver fået udleveret et halvt brød, et stykke margarine og et stykke hestekød med besked om, at det skulle række i mindst otte dage. Hun fortæller, hvordan de måtte overnatte på jorden de gange, hvor de var i land. Om de kolde nætter ude på havet, hvor de døde blev kastet over bord, og hvor også de halvdøde gik samme vej.

                 ”Det var i mellemtiden blevet den 5. maj 1945. Pludselig råbte en eller anden: ”Land i sigte!” ... vi (var) drevet om i rum sø i timer og dage uden mål og med. Indtil prammen trak vand ind og kom i havsnød. Nødflaget blev hejst. Kysten kom nærmere og nærmere ... Hvor var vi, hvilket land var det? Det var ikke noget hagekorsflag. Det var jo det danske flag!”

                  De var ankommet til Klintholm Havn på Møn.

"Min fødeby hed dengang Danzig" skriver hun i indledningen til sin erindringsbog fra 2007: "Die gerettete freude". Bogen udkom på dansk i 2003 under titlen Med glæden i behold". 2. udgave på dansk kom i 2015.  

  I bogen fortæller Hermine Koschmieder om sin opvækst i Danzig, om hvordan Jehovas vidner blev genstand for nazisternes fofølgelse, om det lange ophold i Koncentrationslejren Stutthof . Bogen rummer en læseværdig øjenvidneskildring af Stutthof-fangernes lange rejse fra den tyske Østersøkyst til Klintholm Havn på Møn.

Læs uddrag fra bogen klik her Hermines beretning            

 Den 5. maj 1945 ankom overbetjent Ejner Lundstrøm fra Sorø til Klintholm Havn som leder af 13 modstandsfolk for at hente en stikker. Ved ankomsten blev de gjort opmærksom på den store pram, der lige var ankommet til havnen, og som en af de første danskere gik overbetjent Lundstrøm om bord. Senere skrev han en beretning derom. Læs Ejner Lundstrøms beretning .Fotografiet viser overbetjent Ejner Lundstrøm til højre i billedet; personen ved siden af ham hed Leo Købmann. 

Ved ankomsten var størstedelen af fangerne polakker og russere. Dertil kom et lille antal tjekkoslovakker, tyskere, estere, letter, litauere, tyrker og franskmænd. Samt enkelte borgere fra fristaden Danzig. Én af polakkerne havde et amerikansk pas. 

Ejner Lundstrøms søn, Johannes Lundstrøm, fortæller:

"Leo Købmann sammen med min far, Ejner Lundstrøm Nielsen. To personer, der satte hvert deres vigtige positive aftryk på omkring 345 tidligere KZ-fangers skæbne.

Leo Købmann endda to gange:

1. Det lykkedes ham i oktober 1943 at standse en konvoj med 70 jødiske flygtninge på vej til Møn og få dem indkvarteret på Petersgård ved Kalvehave. Derved forhindrede han, at tyskerne fik held med en razzia på Østmøn, hvor de bl.a. tilbageholdt Dr. Fenger fra Borre og Baron Niels Rosenkrantz fra Liselund, hvor jøderne skulle have været indkvarteret, inden de skulle videre til Sverige. Havde han ikke gjort det, var både lægen og baronen sikkert havnet i tysk koncentrationslejr.

         Den hjemstavn, som alle disse mennesker blev tvangsevakueret fra, hører til de dele af Tyskland før 2. verdenskrig, der efter krigen

               

     Østpreussens gamle hovedstad, Köningsberg, findes ikke længere. Området er i dag russisk, og byen hedder nu Kaliningrad. Der er i dag kun få spor tilbage af det gamle Königsberg.

Den hjemstavn, som alle disse mennesker blev tvangsevakueret fra, hører til de dele af Tyskland før 2. verdenskrig, der efter krigen blev overdraget til Polen eller til Rusland for det nordlige Østpreussens vedkommende. Det drejer sig om de landområder, der ligger øst for floden Oder og dens biflod Neisse, Tysklands nuværende østgrænse.

Meget få af disse tvangsforflyttede mennesker fik nogen sinde mulighed for at vende tilbage til deres hjemstavn, som i dag tilhører Polen eller Rusland. Man kaldte dem for de "hjemstavnsfordrevne".





Gensyn med Stutthof

                   








Det drejer sig om de landområder, der ligger øst for floden Oder og dens biflod, Neisse, Tysklands nuværende østgrænse.


Efter besøget blev baron Niels Rosenkrantz interviewet til Møns Dagblad: Interview i Møns Dagblad den 29 juli 1960 , klik her .

I 1960 bragte BT en efterlysning af hjælperne fra Klintholm, og dr. Fenger, baron Rosenkrantz, redaktør Munch, bogholder Bruno Christensen som leder af modstandsbevægelsen på Møn og overbetjent Lundstrøm rejste 19. juli samme år til Warszawa og blev modtaget af repræsentanter for den polske stat.

Gensyn med Møn

         


På 40 års dagen for begivenheden besøgte to polske kvinder fra Prammen, Stefani og Hanka fra Warszawa, Møn. Stefani er den tidligere omtalte polske sygeplejerske. Under opholdet boede de hos venner, de fik dengang, og deltog i en række arrangementer.

          Efter opholdet skrev de et brev til Møns Tidende, der bragte brevet d. 15. maj 1995:

                 "Vi ønsker med dette besøg, at vise vor taknemmelighed imod alle de mennesker, som modtog os i Klintholm havn lørdag morgen den 5. maj 1945. Vi var ca. 380 udhungrede og meget syge fanger fra KZ-lejren Stutthof i Polen. Vi kom ind med en pram efter 12 dages sejltur uden mad og drikke. Kun havvandet i Østersøen var den eneste mulighed. Mange af vore kammerater døde undervejs, vi var omkring 1.000, da vi forlod Polen.

                     Vi føler, at vi to, som fik lov til at rejse herop i år, må fortælle alle, hvad vi følte 5. maj 1945 og igen i år, nemlig en uendelig stor taknemlighed imod den danske frihedsbevægelse, Røde Kors og de læger, samt alle andre der tog så storstilet imod os. Den varme omsorg der blev udvist, glemmer vi aldrig.

                      Vi fik i den tid virkelige venner. En ven i nøden er en ven for livet.

                      Vi husker den jubel den morgen, hvor vi så et land med rød-hvide flag på alle flagstænger. Et frit land, som modtog os. Tak, siger Stefani og Hanka, som nu er rejst hjem til Warszawa igen, med friske minder om nogle dejlige dage i Danmark".

Hele Møns Tidendes artikel ses til sidst i billegalleriet.

Kilde: Muriel Nilsson, datter af sygeplejerske fru Jensen, Magleby.

Litteratur om Prammen:

(jeg beklager, at litteratur listen fremtræder lidt rodet; dels pga. overflytning til ny platform; dels pga. en dårlig tekst-editor på den tidligere platform).


Andersen, Preben V.: Billede af Klintholm Søbad.


Litteratur


Bing, Erik Henriques: En afbrudt flugt til Sverige. Oktober 1943. 20 2018. (Heri: artikler om Dr. Fenger).

Den Store Danske Encyclopædi. Internetudgaven, artikel om Klintholm Havn  . Gå et stykke ned i artiklen for at se hele billedserien. Under det enkelte billede, klik på "Mere" og derefter på "Se original".

Fenger, Rasmus J.: Rapport .... (I: Danske Lægememoirer. Samlet og udg. af Anker Aggebo. 5. Samling : 10 Lægers Erindringer fra Frihedskampen. 1946 .
(Dr. Fengers rapport er også gengivet i Erik Haaest's nedennævnte bog samt i Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark. 1987. Bilag 1, s. 339-344.).

Huglstad, Allan: Men her skete jo intet. Møn besat og befriet 1940-1945. Møn Offset. 1993.

Haaest, Erik: Aktion Prammen. Kertehuset, eksp. DBK, 1995. (En omfattende kildesamling bestående af artikler fra datidens lokale dagblade samt den landsdækkende avis Nationaltidende; interviews med øjenvidner, ombordværende fra Prammen).

Jessen, Henning : KZ-lejrfangernes mareridt endte i Klintholm. I: Historisk Samfund for Præstø Amt. Årbog 1995. Side 26-33: Interview med N.O. Rosenkrantz.

Lundstrøm, Ejner: Danske modstandsfolk           bag jerntæppet. Udateret manuskript stillet til rådighed af Johannes Lundstrøm.            

Lundstrøm, Johannes: - adskillige originalfotos fra Prammen.

Møns Dagblad 29. juli 1960.

Nilsson, Muriel: billeder af sygeplejerske fru Jensen,           Magleby; af den polske sygeplejerske, Stefani;           artikel fra Møns Tidende 15. maj 1995.            

Schmidt, Hermine: Med glæden i behold. Gramma, 2.              reviderede og ajourførte udgave, 2015.

Skibet fra helvede : da Anden Verdenskrigs rædsler  drev  i land på Møn. Af Jesper Clemmensen og homas Albrektsen. 2021.

Litteratur om evakueringen over Østersøen i 1945:


Bittel, Karl: Todesfahrt über die Ostsee. (I: Freie Welt,  Berlin, 1966. Bd. 30, s.20-21 ). Heri Hans Christian Staubs beretning. 

Brustat-Naval, Fritz: Unternehmung Rettung. 4. Aufl. 1985. . (En samlet beskrivelse af tyskernes evakuering af Østpreussen og fristaden Danzig).

Dönitz, Karl: 10 Jahre und 20 Tage. 8. Auflage 1981. (Kapitel 22: Staatsoberhaupt, beskriver de ca. 20 dage, hvor storadmiral Dönitz fungerede som Nazi-Tysklands sidste rigspræsident, hvad Hitler havde udnævnt ham til inden sit selvmord. En gennemgang af den militære og politiske baggrund for evakueringsoperationen som Dönitz så det).  Bogen er oversat til engelsk: "Memoirs: Ten Years and Twenty Days".

Schön, Heinz: Die letzte Fahrt der Wilhelm Gustloff. Dokumentation eines Überlebenden. 1. Auflage 2008.

Schön, Heinz: Flucht über die Ostsee: Die gröẞte Rettungsaktion der Seegeschichte. (I: Flucht und Vertreibung. 2004. Side 100-117.)                    

Schön, Heinz: Flucht über die Ostsee 1944/45 im Bild. 1985.                    

Schön, Heinz: Ostsee '45. Menschen, Schiffe, Schicksale. 4. Auflage 1992.

Schmidtke. Martin: Rettungsaktion Ostsee  1944/1945.       

               Eine Groẞtat der Menschlichkeit. 2006.

               (Billeder af størstedelen af de involverede skibe). 


Wetterholm, Claes Göran: Dødens Hav. Østersøen 1945. 2002 . .

Litteratur om sænkningen af Cap Arcona og andre skibe i bugten ved Neustadt:


Goguel, Rudi: "Cap Arcona". Report über den Untergang der Häftlingsflotte in der Lübecker Bucht am 3. Mai 1945. 1972.

Lange, Wilhelm: Cap Arcona Dokumentation. Das tragische Ende einiger Konzentrationslager-Evakuierungstransporte im Raum der     Stadt Neustadt i Holstein. Magistrat der Stadt Neustadt in Holstein. 1988. S. 32ff.

Bogen rummer desuden en omtale af den fangetransport, der ankom til Klintholm Havn.       

.

Lange, Wilhelm: Neueste Erkentnisse zur Bombardierung der KZ-Schiffe in der Neustädter Bucht am 3. Mai 1945: Vorgeschichte, Verlauf und Verantwortlichkeiten. (I: Häftlinge zwischen Vernichtung und Befreiung. …hrsg. von Detlef Garbe und Carmen Lange im Auftrag der KZ-Gedenkstätte Neuengamme. Edition Temmen, 2005. S. 217-229 ).    

Schön, Heinz: Die Cap Arcona Katastrophe. Eine Dokumentation nach Augenzeugen-erichten. 1989.

Schwarberg, Günther: Target Cap Arcona. 2002.

På side 67 omtales ankomsten af to store både med fanger fra koncentrationslejren Stutthof.       

Læs også reportage på tv2east:  

Læs om slæbebåden Danzig her:          

© Ove Christiansen, 2024.

En lærke letted ......

Min generation voksede op i skyggen af 2. verdenskrig. Historien om Prammen i Klintholm havn er kun et lille hjørne af historien derom. Og af historien om den forårsdag i 1945,  hvor verdenskrigen var forbi i vores del af verden.

 Vores lærerinde i Keldby skole, frk. Madsen, syntes, at den "officielle" befrielsessang, "En vinter lang og mørk og hård ... " var lidt for bastant og støvletrampende i sin rytme, og støvletramp havde der været nok af. Så hun lærte os en anden befrielsessang, "En lærke letted .... ". Her kommer den;  


En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit,
ja, Danmark frit.


Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit,
og Danmark frit.


Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit,
og Danmark frit.


Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit,
Velsign det, Herre, fra sund til klit,
fra sund til klit.

Melodi: Math. Christensen 1945 - Tekst: Mads Nielsen 1945

Dengang havde vi et fag i skolen, der hed "Diktat"; vi skulle lære at skrive pænt af efter lærerindens diktat. Og det var sådan frk. Madsen lærte os sangen "En lærke letted ... ". Selvom jeg ikke har kunnet den udenad lige siden, har jeg aldrig glemt den.

Man lærer "Ikke for skolen, men for livet", som man sagde dengang. Og derfor lærte vi mange ting, som vi først forstod meningen med mange år senere.

Velkommen til vores hjemmeside

Kim Christensen 20.01.2020 23:16

Hej. Jeg efterlyser en dansk kommunist fra Egernsund. Han hed Chr. Christensen
Fandt ham i kartotek over danskere i Stutthof lejrer.