Personlig erindring

En barndomserindring

                      Det her er måske min tidligste erindring: Jeg står ved døren i vores vaskehus og prøver på at komme ud. Men den indvendige krog, som min mor har sat på, sidder så højt, at jeg ikke kan nå den, selvom jeg strækker mig. Jeg ser for mig lysstriben gennem døren, der er åbnet på klem, mens jeg står på tæer for at nå krogen.

                      Måske vil jeg ud, fordi der er kommet et par fremmede mænd på besøg, som jeg gerne vil se. Måske er det noget, jeg har fået fortalt.

                      De fremmede mænd var to russiske krigsfanger fra Prammen. De var interneret i forsamlingshuset Slotshøj et par hundrede meter fra mit barndomshjem. Efter at de tidligere krigsfanger var kommet til hægterne, gik de rundt i omegnen for at hjælpe til, hvor de kunne. To af dem kom af og til op til os for at hjælpe min far med at save brænde. Min far fortalte, at når de så ham, rakte de hånden frem og sagde "tabak", "tabak". De ville have noget at ryge på. Og jeg blev fotograferet sammen med dem.

                      Af og til, når jeg kigger på billedet, har jeg tænkt på, hvad der blev af dem. Måske har de siddet et eller andet sted ovre i deres store land og tænkt på den lille sommerferie, de fik i Danmark efter at have overlevet fangenskabet i Stutthof. Måske har de tænkt på en lille dreng, som blev fotograferet sammen med dem.

Se Billeder fra Prammen ,  Tilbage til historien om "Prammen"