Hans Christian Staubs beretning

Under Østersøugen den 16.-17. juli 1966 vistes i Stralsund en udstilling af KZ-forbrydelser i Østersø-området. Professor Dr. Karl Bittel fra Rostock overdrog til tidsskriftet FREIE WELT denne øjenvidne beretning, der var blevet nedskrevet som del af forberedelserne til udstillingen. En dansk oversættelse (ved mig selv) bringes her i uddrag:

 ”"Den 14. april 1945 tikkede fjernskriveren i kommandantboligen i koncentrationslejren Stutthof ved Danzig for sidste gang: "Overgivelse kommer ikke på tale. Lejren skal straks evakueres. Ingen fange må levende falde i fjendens hænder ! Heinrich Himmler, Reichsführer SS"

  Dette var dødsdommen for tusinder af KZ-fanger - et af nazi-terrorens sidste dokumenter. Denne befaling fra Himmler gør tallene på nedskydninger i KZ-lejrene umådeligt større, førte til de berygtede dødsmarcher, der krævede utallige ofre, fandt sin forfærdeligste opfyldelse i sænkningen af skibene dn 3. maj 1945 i bugten ved Lübeck og over 7000 myrdede.

  Tragedien omkring de store skibe "Cap Arecona" og "Thilbeck" står i historiens bog. Men at det også førte til en fange transport i åbne pramme fra Stutthof lejren langs med Østersø-kysten til Lübeck er forblevet mindre kendt. Danskeren Hans Christian Staub fra Fredericia (KZ-nummer Stutthof 25.727) har givet følgende rystende beretning om denne rædselsfulde færd:

 ”Den 25. april blev vi transporteret væk fra Stutthof, eftersom Den Røde Hær nærmede sig lejren. Vi blev beordret på march til Nickelswalde ved Weichsel og gik den 26. april kl. tre om morgenen om bord på en sværtbevæbnet landgangsbåd, der var blevet bygget til brug ved fascisternes invasion af England. Jeg vil anslå, at vi har været omkring 4000 KZ-fanger, polakker, russere, og også nordmænd og danskere.

Klokken 5.30 anløb båden havnen ved Hela. Tæt sammenpressede som sild i en tønde blev vi senere lastet over i en flodpram. Vi blev der angrebet fra luften seks gange. Klokken 20.30 trak en lille slæbebåd lægteren ud på den åbne Østersø. Desværre har jeg ikke længere nogen erindring om, hvor mange vi var. Lørdag den 28. april sejlede vi langs med kysten og kom søndag eftermiddag til havnen ved Sassnitz på Rügen.

Den næste dag blev vi bragt til Stralsund og derefter, den 1. maj til Warnemünde ved Rostock. Uden at tage proviant om bord gik det videre langs østersøkysten til Travemünde, hvor prammen kastede anker i bugten ved Lübeck. Den 2. maj blev vi fastgjort til ”Cap Arcona” med trosser. Vagtmandskabet fra SS og SD sejlede bort med slæbebåden. Der havde indtil nu været yderligere to lægtere. Hvor de andre var blevet af, vidste vi ikke, sandsynligvis var de gået under.

Èn af vore kammerater havde hørt, at vi skulle sprænges i luften. (Senere fik jeg at vide af en tysk styrmand, at han den 2. maj var rejst fra Hamburg til Neustadt med forseglede ordrer om at sænke to skibe). For at redde os selv løsgjorde vi trosserne og holdt alt, hvad vi fandt på dækket, op i vinden som sejl. Efter fire timer nåede vi kysten. Jeg tror, at vi stadig var ca. 1000 fanger om bord. Med de største vanskeligheder nåede vi land, da vi var fuldstændigt udmattede. Ca. 100 syge formåede vi ikke at bringe i land.

I mellemtiden var SS- og SD-folk igen dukket op, de forsøgte at drive os tilbage til skibene. De syge om bord på vores pram blev alle sammen skudt. Efter kapitulationen fandt englænderne 77 lig om bord.

Alt dette skete den 3. maj. Vi, der var reddet, blev af SS’erne tvunget til at marchere til Neustadt. Vi blev drevet ind i en kaserne. Undervejs blev alle, der sakkede agterud, myrdet med nakkeskud. Snart vendte vi tilbage til havnen for at blive fragtet ud til ”Cap Arcona”. Vi så, at en stor damper sprang i luften. Sammen med tre andre danske kammerater lykkedes det mig at flygte fra havnen ind i byen. Vi var endnu ikke kommet langt, før vi hørte motorlarm: det var engelske tanks. Vi var frelst! Røde Kors køretøjer hentede os, den 12. maj var vi igen hjemme i Danmark”.

Ifølge andre kilder blev ca. 300 Stutthof-fanger skudt, efter at de var kommet i land.

 Se Billeder fra Prammen  , tilbage til historien om "Prammen"

Fra: Karl Bittel: Todesfahrt über die Ostsee.(I tidsskriftet Freie Welt, Band 30, 1966). Modtaget december 2011 fra Universitäts- und Landesbibliothek Sachsen-Anhalt via Statsbiblioteket i Århus.

Se følgesedlen som printfil  her 

Som det fremgår af noten nederst på følgesedlen, må dokumentet kun anvendes til privat eller eget brug, men ikke udbredes i papir- eller elektronisk form, uanset om det er med eller uden gebyr. Derfor vises kun følgesedlen for dokumentationens skyld.

Derfor har jeg ikke vedlagt hele dokumentet som printfil.