HERMINES HISTORIE

Vi havde netop grupperet os igen da det næste inferno brød løs. Vores lille gruppe var halvt oppe på betonvejen, skibene var så tæt på at vi kunne røre ved dem, til højre lå der stabler af ammunition, til venstre stod et hesteforspand. Vi smed os fladt ned, og vi regnede alle med at nu var det slut. Alligevel var der også i dette øjeblik tillidsfuldt og bedende et navn på vore læber. Og vores tro blev styrket. Så lod vi os skubbe fremad og nåede hen til en primitiv flodpram. Vi var lykkelige over at måtte blive oppe på dækket. Nu begyndte vores sørejse. Bevogtet af politiet og Waffen-SS. En af dem kendte mig fra Stutthof, og ham brugte vores store Gud til at gøre godt mod os alle.

...

Disse aprilnætter på havet var ubeskriveligt kolde. Især ud på morgenen. Vagten hyllede mig faktisk ind i sine egne tæpper. Helt tildækkede, klamme og stivfrosne sad vi heroppe sammen med bare nogle få andre. I alt var der vel godt 400 mennesker på den totalt overfyldte pram. Nedenunder, i lastrummet, var der totalt kaos. Folk lå bogstavelig talt oven på hinanden. Fyldt med lus, udhungrede, søsyge og fortvivlede trampede de hinanden ned med fødderne. De døde blev ganske enkelt kastet over bord, også de halvdøde. Prammen var aldeles ikke bygget til havsejlads. Man frygtede for at den skulle kæntre. Så fik den slagside. For at holde ligevægten slog man ubarmhjertigt løs på enhver der lod sig se på dækket, måske bare på grund af en naturlig trang. Men besynderligt nok holdt de menneskelige behov op, da man jo hverken spiste eller drak. Jeg husker slet ikke at jeg forrettede min nødtørft på den tur.

...

Det må have været den 29. april 1945 da vi anløb Saẞnitz. Vi så Stubbenkammer og de flotte kridtklinter, men stivfrosne som vi var, så vi bare sløve ud af vore trætte, matte øjenlåg i stedet for at beundre dette Guds flotte skaberværk.

Overladt til den våde død

Vi blev afvist i Saẞnitz, fik ingen form for forplejning. Vel en smule vand, der var som en dråbe på en varm sten. Om bord var man allerede desperat nok til at drikke havvand. Efter ca. tre timer gik det videre.

Om natten løb prammen på et af de mange undersøiske skær ved øen Eulenburg. Bugserbåden havde åbenbart sluppet os og var forsvundet. Man mærkede og hørte hvordan skroget skurede mod en stenet modstand. En vis sløvhed lå over os. Jeg husker stadig min halvblunden om morgenen, himlens diffuse lys og det relativt rolige hav, den drømmeagtige helt uvirkelige stemning der lå over det hele, og så den ejendommelige, dødbringende lyd. Hvordan ville sådan et havari ende? Alle havde på hver deres måde sagt farvel, selv om troen og håbet hele tiden sagde os, ville sige os, at Jehova ikke lader sine børn knuse.

(De ombordværende bliver hjulpet i land af kystvagten og straks overført til en anden pram, hvor Hermine hurtigt kommer i kontakt med prammens ejer, skipperen på prammens bugserbåd.)

...

"Efter cirka fem timers sejlads ... nåede vi til Lauterbach på øen Rügen. Vi blev gennet i land og lå den halve nat og frøs noget så forfærdeligt på jorden. ... Hen ad morgenen måtte vi så tilbage på prammen. Den rare skipper var shlesier, og han hadede nazisterne. Jeg kunne føre virkelig gode og frugtbare samtaler med denne oprigtige mand, og jeg er endnu i dag taknemmelig for hans hjælp i form af hans gode sømandsmedicin, for sygdommen havde tag i mig, og snart var jeg temmelig uklar. Der hærgede de værste sygdomme blandt os. Jeg ved ikke hvilken virus der havde fået ram på mig. Jeg ved bare, at hvis det havde været på den første pram, og uden hjælp, var jeg røget over bord!

Under alt dette var vi selvfølgelig bevidste om Himmlers ordre til så vidt muligt at sænke alle fanger i rum sø og helst sådan at der ikke var nogen spor tilbage. Alene dét var en følelse for sig. Den schlesiske skipper kendte sandsynligvis ikke Himmlers ordre, men han kendte sin båd. Derfor vægrede han sig ved at tage ud på denne rejse med os. Han vidste at prammen, en slæbepram der sidst havde fragtet cement og kun var egnet til flodtrafik, ikke ville kunne holde stand i en storm i åben sø. At den, tung og klodset som den var, ville revne og brække i stykker."

Dog er der også formildende omstændigheder:

"Denne pram, hvor vi fandt os en plads enten i skroget eller i lastrummet eller i et hjørne, var slet ikke som den første pram, der kun rummede trængsel, død og rædsel. Her kunne vi sagtens opholde os nedenunder overfor en luge, som vi kunne klatre ud ad."

...

"Det var i mellemtiden blevet den 5. maj 1945. Pludselig råbte en eller anden: "Land i sigte!" Alle krøb ud af lugerne. Jeg blev stadig nedenunder, selv om jeg trods sult, tørst og al elendighed alligevel havde overvundet sygdommen. Martel fortalte mig nu, da jeg igen kunne tænke klart, at vi var anløbet Saẞnitz for anden gang uden at kunne få hjælp, fordi russerne i mellemtiden havde indtaget byen. Det havde været det samme med Swinemünde; den var faldet før vi nåede den, ligesom også Stralsund, for russernes hånd. Så måtte målet være Lübeck - og næste gang Flensburg. Men ingen vidste noget helt nøjagtigt. Så var vi drevet om i rum sø i timer og dage uden mål og med. Indtil prammen trak vand ind og kom i havsnød. Nødflaget blev hejst. Kysten kom nærmere og nærmere, og da krøb også jeg ud. Hvor var vi, hvilket land var det? Det var ikke noget hagekorsflag. Det var det danske flag! Mon de nu havde barmhjertighed med os og ville give os noget at spise, og først og fremmest noget at drikke?

FRA KAPITLET:"Redningen"

... Nu så vi de små huse komme nærmere og nærmere. Så fredelige, så torneroseagtige, et billede som fra et for længst glemt eventyr. ... Og jeg følelsesmenneske tænkte hverken på frihed eller på redning, men fuldstændig dehydreret kun på vand, bare på et eller andet drikkeligt for at slukke min tørst.

... Men endnu var vi ikke nået dertil, friheden var endnu en drøm. Prammen trak mere og mere vand. Det røde nødflag vajede foroven. Bugserbåden var for længst forsvundet. Kysten foran os var den danske ø Møn. Her håbede vi ikke forgæves på hjælp, skønt den for mange desværre kom for sent. ...

Her den 5. maj 1945 kom en ung dansker om bord, en journalist, der fortalte os at Danmark samme dag var blevet befriet fra tysk herredømme og besættelse. Han selv, Gert Munch, lavede så en rapport med navne og billeder og beretninger som ikke bare rystede ham selv, men også alle hans læsere. Han kom med denne opfordring: "Alle I, som har tvivlet, burde se! I Klintholm paa Møn kan I se!" Også en af hans kolleger berettede i dage og uger om prammen, som blandt andet blev kaldt 'en sejlende ligkiste'. Så skulle man bare have set den første "ligkiste", hvor tilstandene var mange gange værre.

I befrielsesdagenes glædesrus overtog øens beboere nu omsorgen og ansvaret for os hvis elendighed var én eneste uhyrlig og forfærdelig skamplet for nazismen. Denne byrde blev nu pålagt disse fattige, kære mennesker. En vældig belastning for den lille ø at pleje alle disse menneskevrag og igen få dem på højkant.

Men vi Jehovas Vidner vil aldrig i resten af vort liv glemme den 5. maj 1945. Efter grusomt fangenskab og en usikker sørejse, syge og udhungrede, dirrede vi indvendig ved at høre de tre ord:

"I er frie"

For hver af os indebar ordene sit. Én lo, en anden græd. Men alle følte vi en dyb, dyb glæde og lod en takkebøn stige op fra hjertet.

En uhyre belastning blev især lagt på fru Helene Mortensen, som ledede den danske Røde Kors på stedet. På hende og på alle villige hjælpere som hjalp os lidt efter lidt at finde tilbage til livet. I al hast blev Strandhotellet i Klintholm Havn indrettet som et nødtørftigt lazaret. Men de første dage skulle vi blive i karantæne på prammen. Kun de døende og de mest elendige blev båret ud. Nogle døde også med det samme, fordi de trods alle advarsler slugte den første næring for uforsigtigt.

(Røde Kors kontakter Jehovas Vidners kontor i København, betelhjemmet, og endnu i maj måned 1945 bliver Hermine og de øvrige medlemmer af Jehovas vidner blandt de tidligere Stutthof-fanger kontaktet af en repræsentant for det danske JV, der havde fået tilladelse til af varetage den videre omsorg for dem).

"Da var vi allerede på vores tredje opholdssted på Møn, Slotshøj".

(Herefter kommer Hermine sammen med andre Jehovas Vidner til en bibelskole på Langeland. De af dem, som kommer fra andre lande end Tyskland, kan hurtigt vende hjem. Men Hermine og fire andre tyske vidner kan ikke vende tilbage.

Efterhånden lider Hermine under at være uvirksom og ligge deres private værtsfolk til byrde og hun får den tanke, at de skal melde sig i en flygtningelejr. Selvom det betyder, at de igen skal bag pigtråd. Hele 1946 indtil begyndelsen af 1947 opholder de sig i flygtningelejren Gedhus ved Karup.:

"Så kunne jeg vende tilbage til Tyskland i begyndelsen af 1947. Men ikke til min hjemstavn. Af Danzig, mit hjem og mine venner, husene og træerne, er kun drømmene tilbage.

Den gamle tyske by, Danzig, blev efter 1. verdenskrig en såkaldt "fristad", dvs. byen og dens opland blev en slags selvstændig republik under Folkeforbundets tilsyn. Efter 2. verdenskrig blev området en del af Polen, og byen hedder i dag Gdansk.

I 1947 blev Hermine Koschmieder gift i Berlin-Potsdam med sin barndoms kæreste Horst Schmidt. Derefter flyttede parret til det vestlige Tyskland:

"Vores bryllupsrejse gik under stor fare over "den grønne grænse" (grænsen mellem det senere Øst- og Vesttyskland), næsten som at være på flugt igen, og stadig bar vi det skrækkelige, vi havde oplevet, i os og med os."

Først 60 år efter krigsafslutningen genså Hermine Schmidt sin fødeby.

I 1995 blev Hermine Schmidt interview'et til "United States Holocaust Memorial Museum". Interviewet er på engelsk og tysk og i slutningen af interviewet viser Hermine nogle amatørfotos bl.a. fra Slotshøj på Møn.

Klik her for at se interviewet:Interview med Hermine Schmidt(modtaget af Johannes Lundstrøm).

Se Billeder fra Prammen .  Tilbage til historien om "Prammen"